Julehilsen

Året 2024 nærmer sig sin afslutning

Mit første hele år i Idrætscenter Midtfyn, har været et dejligt og helt igennem fantastisk år. Vi har et dejligt center, fyldt med en masse gode aktiviteter, dejlige brugere og et rigtig godt medarbejder team.

Huset er stort og ”en ældre dame" som vi kalder det. Det har sine skavanker og vi udfordres løbende i at holde det hele kørende. Men det lykkes ved fælles hjælp at løse selv de største udfordringer, godt hjulpet af FMK, håndværkere og diverse hænder.

Status og nyt fra de forskellige afdelinger i centeret:

 Fitness
Vi har haft et godt år! Der er svedt mange liter i årets løb, og vi glædes over at vi her ved slutningen af året, kan se en god medlemsfremgang. Carina og hele hendes store instruktørteam gør alt, hvad de kan for at imødekomme de fleste behov og ønsker, skabe gode rammer og kan her i vinter tilbyde op til 64 hold på en uge.
Vores vision er at henvende os til bredden af motionister og har flere nye tiltag i støbeskeen, som vi glæder os til at præsentere for jer i det nye år.

Sæt kryds i kalenderen d. 14. marts 2025, her afholdes der medlemsfest.

Svømmehal
Først på året overtog vores livredder Martin jobbet som Bademester, og han har fået rigtig godt styr på det hele, også teknikken i kælder.
Vi sætter en stor ære i at kvaliteten, og ikke mindst at rengøringen er i orden, dette prioriteres meget højt.

Vi prøvede et nyt tiltag i efterårsferien med leje af en sjov aktivitetsbane og var med på byens efterårspas. Det var en stor succes, noget vi kigger nærmere på at lave mere af. (Vi mangler blot en sponsor til at investere i en bane selv) 😊

Caféen
Juanna og hele hendes team har kæmpet hårdt og flot, vi glæder os over at det lykkes at drive caféen og selskabslokaler med et lille overskud. Det er ingen hemmelighed, at det ikke er let at drifte en café i en sportshal. Omsætningen i forhold til udgifter er og bliver en udfordring, vi sætter derfor utrolig stor pris på, at der bliver handlet, når lågen er åben. Men vi har også brug for, at der udvises forståelse for, at vi ikke kan have åbent altid.

Der afholdes mange forskellige arrangementer i selskabslokalerne eks. fødselsdag, konfirmation, møder, begravelser osv. Og det glæder os, at kalenderen 2025 allerede begynder at være booket. I må meget gerne sprede budskabet om muligheden for at afholde forskellige arrangementer her i Idrætscenter Midtfyn. Vi har plads til max 90 personer i selskabslokalet og endnu flere, hvis man lejer hele hallen.

NYE MØBLER – jubiii. Ud over sport og motion, er vores vision at understøtte de sociale relationer som et aktivt foreningsliv skaber. Vi glæder os meget over den fine støtte, til køb af nye møbler, som vi har fået fra moderniseringspuljen i Faaborg Midtfyn Kommune. Vi betragter det som en gave til os alle, og sætter stor pris på de ny rammer i vores sociale mødested, der nu er skabt. Vi nyder hver eneste dag at se, hvor mange, der benytter sig af området, glædes ved at se den store aldersspredning på dem, der sidder og hygger sig.

Hallerne
Foreningerne er en stor del af huset, og det er en fornøjelse at se alle aktiviteterne der tilbydes, det skaber masser af liv og glæde i huset.

Igennem året har vi dog været ret udfordret af husets alder, taget på begge haller er ikke unge længere, hvilket jo desværre har givet lidt vandpletter på gulvet. Der er brugt en del håndværkertimer på udbedringer af taget, hvilket meget gerne skulle betyde, vi kan se frem til tørvejr indendørs.

Gulvet i gangen ved omklædningsrummene i hal 1, er også af ældre dato, det revnede desværre her i sommer. Der er hyret håndværkere til opgaven, og der vil være nyt gulv klar i løbet af den først uge i det nye år.

Takket være vores uundværlige kollega Søren, får vi løst langt de fleste udfordringer som vi møder. Søren kender huset og udenomsarealerne ned til mindste detalje, og har mange store og små projekter kørende både ude og inde.

Vi forsøger os indimellem med større arrangementer. Desværre måtte vi aflyse en fest for de unge, grundet for få tilmeldte. Men to nye arrangementer er søsat:

Lørdag, den 22. februar afholder vi MGP på storskærm i hal 1
Arrangementet er GRATIS og inden storskærmen tændes, inviterer vi til forfest med buffet, make-up, håropsætning, MGP-dans mm. Vi håber meget på, at børnene og deres forældre finder arrangementet interessant, måske det kunne blive en årlig begivenhed.  Billetterne kan bestilles på vores hjemmeside.

Tirsdag, den 4. marts afholder vi FORMEL 1 foredrag
Podcasten ”Formel 1 med Peter Nygaard og Felix Smith” lægger op til Formel 1-sæsonen. De medbringer de seneste rygter fra F1-paddocken, røverhistorier fra et langt arbejdsliv på alverdens racerbaner, samt masser af godt humør. Det bliver en aften med nørdet indsigt og sjove anekdoter. Billetter kan købes på vores hjemmeside.

Vi håber også, at I bemærker, at vores rengøringsteam bestående af Jasmati, Danti, Joakim mfl. yder en kæmpe indsats, for at det hele skal stå rent og indbydende.

 Camping
Som bekendt, genåbnede dele af vores lille campingplads sidste år. Det har været en god camping sæson og mange campister har været forbi her i Ringe. Campingpladsen ligger centralt og godt placeret for øvrige attraktioner på syd og Midtfyn, hvilket mange, også udenlandske turister, benytter sig af.
De to hytter, som stod tilbage, er blevet renoveret og har bidraget godt til overnatningerne.

2025
Et nyt år venter forude. Personale og ledelse i ICM glæder os til et nyt og spændende år. Et år, hvor vi fortsætter med at holde fast i vores visioner og planer. Vi glæder os til at se gamle og nye medlemmer, foreningerne mfl. i en aktiv hverdag og så glæder vi os ikke mindst til at søsætte flere af vores projekter, som er godt på vej.

Til slut, vil jeg ønske jer og jeres familier, en rigtig glædelig jul og et godt og lykkebringende nytår.

Bodil Klindt

 

Bestyrelsen

2024 nærmer sig enden. Det har været endnu et år med fremgang og vi forventer at afslutte med en fornuftigt overskud.

Vi, bestyrelsen, oplever et personale og en ledelse, som har styr på driften og er medvirkende til en positiv oplevelse for brugere og besøgende i Idrætscenter Midtfyn.
Den indsats sætter vi stor pris på.

2024 har været et år hvor vi i bestyrelsen har arbejdet hårdt for at skabe et solidt grundlag for fremtiden, således vi løbende kan udvikle på rammer og tilbud i Idrætscenter Midtfyn. Alt sammen til gavn for Ringes og Faaborg Midtfyns borgere.
Vi er lykkedes at få aftalt en forlængelse af vores Samarbejdsaftale med FMK, hvilket er en vigtig del i vores fremtidige arbejde med etablering af det solide grundlag. Vi forsætter ufortrødent arbejdet i 2025.
Endnu engang skal lyde en stor tak for opbakningen til ICM i det seneste år, det gælder foreninger, brugere, erhvervsliv, medarbejdere, bestyrelse og FMK. 

Bestyrelsen er på 7 medlemmer. Der er ikke sket nogen udskiftninger på holdet i 2024. Det er udtryk for et godt og dynamisk samarbejde, et samarbejde som jeg håber fortsætter i 2025. ICM er i god balance, hvor vi har et rigtigt godt samarbejde i huset og med vores eksterne samarbejdspartnere. 

Vi ser frem i mod 2025 med meget positive øjne, hvor vi vil se nye tiltag udmønte sig og hvor ICM fortsat lægger hus til mange timer med høj puls og hyggelige stunder. 

På vegne af bestyrelsen ønsker vi alle en glædelig jul og godt nytår.

På gensyn i 2025.

Jesper Desmareth